Hvem og hvad er vi?

En kort forhistorie.

På skuldrene af de politisk engagerede 70´ere, opstod tanken om en alternativ lilleskole i Nørresundby i 1981.

En gruppe børnefamilier var meget lidt begejstrede ved tanken om, at skulle sende deres børn ind i de stadigt større folkeskoler. Man ville noget andet.

Tanken om dette alternativ fostrede en række møder, hvoraf skolens første forældrekreds voksede og gav næring og energi til at oprette Aalborgs første og eneste Lilleskole.

”Noget andet” – blev konkretiseret i ønsket om en skole, hvor man ikke kun anskuede børn som elever, men også som børn og at skolen var en størrelsesmæssigt overskuelig enhed, med særlig opmærksomhed på et trygt og godt børneliv.

I tidsånden ønskede man ikke at være tilknyttet og afhængig af hverken politiske overbevisninger eller en særlig religiøs trosretning. Tværtimod var man bevidst om, at skolens virke var af pædagogisk art.

Disse og flere idéer om skoletype, fandt man spejlet i Lilleskolernes sammenslutning efter et besøg af lærere fra Århus Friskole.

Skolen så dagens lys i Nørresundby i 1981 og flyttede i 1985 til den nuværende adresse  på Sohngårdsholmsvej.

Da og nu.

Skolens oprindelige værdier har overlevet, men ikke overlevet sig selv.

Der holdes stadig fast i at skolen er for børn, og at skolen skal leve i en stadig debat med den aktuelle forældrekreds.

Altid på vej.

Forældre og ansatte gennem tiden har fundet, at de oprindelige tanker om skolen har værdi og var værd at bygge skolen videre på.

Der er blevet rettet lidt til på formuleringen af disse, men man ønsker stadig at der i Aalborg er en skole, der er orienteret mod samfundet og gennem undervisningen hjælper børnene til at begribe samfundet i bredformat og til at forholde disse erkendelser til deres egne holdninger og erfaringer. Det gør naturligt skolen til en dynamisk størrelse, med en åben debat – også i børnehøjde. Det stiller krav til de voksne på skolen om, at inddrage børnene i planlægningen af undervisningen og hverdagen.

De skæve typer.

”Friskole”-begrebet vil for nogle, sikkert frembringe et billede af børn med bare tæ´r, voksne med sandaler, urtete på kanden, squashkage til fredags-hyggen og fri leg når man har lyst. Om vi kan leve op til de forestillinger man har om en friskole, kan ikke løftes ved at læse på en hjemmeside. Her er et besøg på skolen en nødvendighed.

Det er dog sikkert og vist, at de enkelte friskoler adskiller sig fra hinanden mere eller mindre bevidst. Dog er det gennemgående fællestræk, at man holder skolen under Loven og frie grundskoler, uanset om man er privatskole, kristen friskole, Lilleskole eller noget helt fjerde.

Kulturen på Aalborg Friskole er kendetegnet ved, at der er højt til loftet hvad angår gode idéer og afprøvning af sådanne i hverdagen.

 

Velkommen til!